Jeg tror, vi skal vende den tankegang om.
Hvis vi som byer vil skabe vækst, trivsel og tilhørsforhold, skal kultur, kunst og idræt tænkes som steds- og værdiskabende investeringer — ikke som sekundære følgeomkostninger.
Vi er vant til at investere i veje, daginstitutioner, skoler, boliger, forsyning og tekniske anlæg. Det skal vi. Uden den grundlæggende infrastruktur fungerer byen ikke. Men en by bliver ikke levende af funktionalitet alene. Den bliver levende, når mennesker får lyst til at bruge den. Når de mødes. Når de føler sig hjemme. Når steder får betydning.
Kunst, kultur og idræt er derfor ikke noget, vi lægger oven på byen, når den er bygget. Det er noget af det, der gør byen til et sted.
Fra byudvikling til stedskabelse
Vi taler ofte om byudvikling, som om byen først og fremmest består af det, arkitekter, ingeniører og planlæggere kan tegne på et kort: boliger, veje, erhvervsarealer, institutioner, kollektiv trafik, grønne områder og kvadratmeter. Alt det er nødvendigt. Men det er ikke nok.
Internationalt bruges begrebet creative placemaking om en tilgang, hvor kunst, kultur, idræt, fællesskaber og offentlige rum ikke blot placeres i byen, men er med til at skabe byen. Ikke kun fysisk, men også socialt, mentalt og økonomisk.
Man kan bygge et torv uden at skabe et mødested. Man kan opføre en hal uden at skabe et fællesskab. Man kan etablere et kulturhus uden at skabe lokal identitet. Og man kan udvikle en ny bydel uden at skabe tilhørsforhold.
Det afgørende er derfor ikke kun anlægget. Det afgørende er, hvordan stedet bliver taget i brug — og af hvem.
Et eksempel finder vi i Sydhavnskvarteret i Aarhus. Når kvarteret står færdigt, bliver det hjemsted for en række kunstnere og kunst- og kulturinstitutioner, blandt andet Det Jyske Kunstakademi, Train og Aarhus Billedkunstcenter.
Kulturen har fra starten været en rød tråd. Allerede i udviklingsplanen for Sydhavnskvarteret blev der formuleret et ønske om et “levende byliv med kunst, kulturproduktion, bevægelse og social mangfoldighed”.
Det er en vigtig pointe. Bykvalitet opstår ikke kun i arkitekturen. Den opstår i mødet mellem bygninger, aktiviteter, institutioner, foreningsliv, kunst, bevægelse og hverdagsliv.
Livskvalitet er hård valuta
Når vi investerer i daginstitutioner, investerer vi ikke kun i pasning. Vi investerer i børns udvikling, forældres arbejdsliv og bysamfundets fremtidige produktivitet. Når vi investerer i veje, cykelstier og kollektiv trafik, investerer vi ikke kun i mobilitet. Vi investerer i adgang til arbejde, uddannelse, fællesskab og tid.
På samme måde investerer vi, når vi investerer i kultur, idræt og byliv, i mere end aktiviteter. Vi investerer i livskvalitet, sundhed, lokal identitet, social sammenhængskraft, talenttiltrækning og økonomisk vitalitet.
Det er let at kalde det blødt. Men i en moderne storby er livskvalitet hård valuta.
Byer konkurrerer ikke kun på erhvervsarealer, transportforbindelser og boligudbud. De konkurrerer også på, om mennesker har lyst til at bo der. Om studerende bliver efter endt uddannelse. Om familier kan se sig selv i byen. Om virksomheder kan tiltrække medarbejdere. Om besøgende får lyst til at komme tilbage.
Og ikke mindst: Om byen har steder, der faktisk betyder noget for mennesker.
Det, der får mennesker til at høre til
De fleste af os kender det fra vores eget liv. Der er steder i en by, som betyder noget særligt. Ikke nødvendigvis fordi de er store eller spektakulære, men fordi vi har brugt dem.
En hal. Et bibliotek. En park. Et spillested. En havnefront. En skolegård efter skoletid. Et sted, hvor ens barn gik til sport. Et sted, hvor man hørte en koncert. Et sted, hvor man satte sig en aften og mærkede, at byen også var ens egen.
Jeg har selv et par favoritsteder i Aarhus. Et af dem er hjørnet mellem Graven, Volden og Studsgade. At fange en forårssolstråle på Café Drudenfuss er for mig en lille, men meget konkret, påmindelse om, hvad bykvalitet også er.
Den slags steder kan ikke reduceres til kvadratmeter. De er en del af byens hukommelse. Og af vores forhold til byen.
En levende by skabes derfor ikke kun gennem store signaturprojekter. Den skabes i høj grad gennem de gentagne hverdagsmøder: biblioteket, idrætsforeningen, spillestedet, caféen, byparken, kulturhuset, havnefronten. Det er byens sociale og kulturelle infrastruktur.
Bykvalitet er ikke kun det, vi kan tegne, bygge og måle. Det er også det, mennesker husker, bruger og vender tilbage til.
Kultur, idræt og kunst forbinder dagsordener
Kunst, kultur og idræt virker som byudvikling, fordi de forbinder flere dagsordener på én gang.
De kan styrke mental og fysisk sundhed. Modvirke ensomhed. Skabe deltagelse på tværs af alder, baggrund og bydele. Give udsatte områder ny energi. Gøre byrum tryggere, fordi flere mennesker bruger dem. Skabe lokal stolthed. Tiltrække besøgende og investeringer. Og de kan give byen en identitet, som ikke kan kopieres.
Det sidste er ikke uvæsentligt.
I en globaliseret verden risikerer mange byer at ligne hinanden: de samme boligtyper, butikskoncepter, kontorhuse, caféer og byrum. Men kunst, kultur og idræt kan forankre byudviklingen i noget stedsspecifikt: lokale fortællinger, lokale institutioner, lokale fællesskaber og lokale landskaber.
Creative placemaking handler derfor ikke om at gøre byen mere dekorativ. Det handler om at gøre den mere sig selv.
I Aarhus synes jeg, at området omkring Institut for X er et godt eksempel. Selvskabende, selvstyrende og dejligt skævt. Et sted, der ikke kunne ligge hvor som helst. Og et helt oplagt centrum for meget af musikken under den nyligt overståede SPOT Festival.
Det er netop i den slags miljøer, man mærker, at byens værdi ikke alene skabes gennem planlægning, men også gennem initiativ, ejerskab, kultur og fællesskab.
Det kræver ledelse på tværs
Det lyder enkelt. Men det er krævende i praksis. For stedskabelse følger ikke forvaltningsgrænser.
Et godt byrum er både teknik, kultur, sundhed, tryghed, klima, mobilitet og socialt liv. En idrætsfacilitet er både fritid, forebyggelse, integration, børn og unge, foreningsliv og byplanlægning. Et kulturhus er både institution, mødested, demokratisk rum, lokal erhvervsdriver og identitetsmarkør.
Hvis vi kun styrer efter sektorer, undervurderer vi effekterne. Det er måske en af de vigtigste ledelsesmæssige pointer: Udgiften ligger ofte ét sted, mens gevinsterne opstår mange steder. I sundhed. I skole. I beskæftigelse. I byudvikling. I turisme. I erhvervsliv. I tryghed. I kommunens samlede attraktivitet.
Derfor bliver investeringer i kunst, kultur og idræt let for små, for kortsigtede eller for isolerede. Ikke fordi de mangler værdi, men fordi værdien ikke altid optræder dér, hvor udgiften bogføres.
Som kommunale ledere skal vi derfor blive bedre til at træffe beslutninger efter den samlede byværdi — ikke kun efter den sektor, hvor udgiften lander. Det kalder på tværgående politisk og administrativ strategisk ledelse.
Det kræver, at kunst og kultur ikke først inviteres ind, når lokalplanen er færdig. At idræt ikke kun behandles funktionelt i et halfordelingssystem. At byrum ikke kun vurderes på anlæg, effektiv drift og billigt vedligehold, men også på deltagelse, ophold, bevægelse, tryghed og identitet.
Det der bliver tilbage - med afsæt i social bæredygtighed
Bilbao blev ikke interessant på grund af en bygning alene, men fordi kultur blev koblet til en bredere transformation af byen. Aarhus viste med Europæisk Kulturhovedstad i 2017, at kultur kan mobilisere borgere, frivillige, institutioner, turisme, erhvervsliv og international opmærksomhed.
Men erfaringerne peger også på noget andet: Det er ikke begivenheden alene, der betyder noget. Det er det, der bliver tilbage. De nye samarbejder. Den styrkede selvforståelse. De borgere, der engagerer sig. De steder, der får nyt liv. De institutioner, der åbner sig. De bydele, der bliver forbundet med nye fortællinger.
Det er kernen i creative placemaking: at kultur, kunst og idræt ikke kun skaber oplevelser, men varige relationer mellem mennesker og steder. Creative placemaking kan være en måde at arbejde med bydele, der mangler mødesteder, identitet eller forbindelser til resten af byen.
Det kan være lokale kulturmiljøer, nye former for idræts- og bevægelsesrum, midlertidige aktiviteter, åbne skolefaciliteter, lokale festivaler eller stærkere partnerskaber mellem kommune, civilsamfund, fonde og erhvervsliv.
Men der er også en risiko, som skal tages alvorligt: Creative placemaking kan i værste fald blive en tilgang, der gør områder attraktive, hvorefter de mennesker og fællesskaber, der skabte værdien, presses ud.
Derfor skal social bæredygtighed være et afsættet. Den gode by er ikke kun attraktiv for dem, der kan betale mest. Den er tilgængelig. Den fordeler bykvalitet bredere. Den styrker ikke kun centrum, men også bydelene, lokalsamfundene og oplandet. Den skaber ikke kun destinationsværdi, men hverdagsværdi.
Det er her, hverdagsinfrastrukturen bliver central: bibliotekerne, idrætshallerne, musik- og kulturskolerne, de lokale scener, de grønne forbindelser, skolegårde efter skoletid, foreningsfaciliteter, små kulturhuse, uformelle mødesteder og byens steder uden entré. Et eksempel på dette er Bibliotek og Samlingshuset i Gellerup som er blevet et omdrejningspunkt for det lokale byliv.
Det er ofte her, byens dybeste værdi skabes. Ikke i det spektakulære, men i det gentagne. Ikke kun i det, der tiltrækker besøgende, men i det, der får borgere til at høre til.
Byer vokser af steder, der betyder noget
Hvis vi som byer skal lykkes i de kommende år, skal vi bygge tættere, grønnere og mere effektivt.
Vi skal håndtere klima, mobilitet, sundhed, boligpres og sociale forskelle. Men vi skal samtidig undgå, at byerne bliver funktionelle uden at være levende. Effektive uden at være menneskelige. Velordnede uden at være elskede.
Det kræver, at vi flytter kunst, kultur og idræt fra kanten af bypolitikken ind i dens centrum. Ikke som silopolitik alene, men som en del af den samlede bystrategi. Ikke som udgiftsposter, der skal forsvares, hver gang budgettet strammes. Men som investeringer, der skal prioriteres, designes og evalueres med samme alvor som anden infrastruktur.
Den by, der vil skabe vækst, må skabe steder, mennesker vil være en del af. Den by, der vil tiltrække talent, må tilbyde mere end arbejdspladser. Den by, der vil styrke sundhed, må skabe rammer for bevægelse og fællesskab. Den by, der vil være bæredygtig, må også være socialt og kulturelt bæredygtig.
Byer vokser ikke af beton alene. De vokser af steder, der får betydning.